Handelsbetingelser

Teknisk Arrangør

Mountain Adventures
V. Bering Rejser ApS
Øster Allè 30
8260 Viby.

CVR nr. 36027924

Tilsluttet Rejsegarantifonden nr. 2529

Mail: [email protected]

Aftalegrundlag

Kontraktforholdet mellem kunden og Mountain Adventures er bindende for kunden, når kunden har indbetalt depositum. Med indbetaling af depositum bekræfter kunden samtidig, at have accepteret vilkårene i nærværende handelsbetingelser, i sammenhæng med faktura, ordrebekræftelse, rejseplan og eventuelle anden skriftligt information. Det er kundens pligt at tjekke om de reserverede ydelser er korrekte. Konstaterer du et misforhold mellem det reserverede og det bekræftede, skal du omgående rette henvendelse til Mountain Adventures. Hvis der gælder særlige bestemmelser for din rejse, vil det fremgå af faktura, eller rejseplan.

Det forudsættes at kunden har sat sig grundigt ind i rejseprogrammet, de praktiske oplysninger og Mountain Adventures graderingssystem før tilmelding, og at kunden derved har valgt en tur, der ligger inden for kundens fysiske formåen.

Bestilling

Du kan bestille din rejse online på vores hjemmeside www.mountain-adventures.dk. Ved indtastning af personlige data i bookingformularen, samt indbetaling af depositum og evt. Afbestillingsforsikring med kreditkort, modtager du en ordrebekræftelse pr. e-mail med link og password til din personlige side ”Min Rejse” på www.mountain-adventures.dk. Den først angivne person ved booking betragtes som den kunde, hvortil al korrespondance vedrørende rejsen vil ske.

Alle relevante rejsedokumenter så som faktura, vouchers/rejsebevis, turbeskrivelse, praktiske oplysninger etc. kan findes på ”min rejse” på mountain-adventures.dk. BEMÆRK: DU SKAL SELV PRINTE DINE REJSEDOKUMENTER OG MEDBRINGE DEM PÅ REJSEN.

Mountain Adventures forbeholder sig ret til at fratræde aftalen, hvis rejsearrangementet ikke kan bekræftes af vores leverandører. Kunden vil blive informeret hurtigst muligt, og vil modtage en E-mail så snart bookingen er endeligt bekræftet.

Kan turen ikke bekræftes af leverandøren, vil indbetalinger straks blive refunderet til kunden.

Betalingsbestemmelser

Rejsens pris omfatter samtlige i bestillingen nævnte ydelser som det fremgår af ordrebekræftelse/faktura. Ved bestilling skal betales et depositum på 20% af rejsens pris. Ønskes afbestillingsforsikring, skal den betales samtidig med bestilling af rejsearrangementet. Restbeløbet på rejsearrangementet skal være indbetalt senest 60 dage før afrejse, eller på den på fakturaen anførte dato. Ved bestilling mindre end 60 dage før turens start, skal hele beløbet straks indbetales. Hvis kunden ikke overholder fristen for indbetaling af restbeløbet, bortfalder Mountain Adventures leveringspligt.

Betaling kan foregå med Dankort, Visa-Dankort, Visa-Electron, JCB, Mastercard, Maestro, Diners Club, eller American Express på www.mountain-adventures.dk. Ved betaling med kreditkort trækkes et gebyr svarende til omkostningerne ved at modtage den pågældende betalingsform. Dankort koster 1,45 kr. + 0,1 pct. Dansk udstedte kreditkort: 1,25 %, mens udenlandske kreditkort koster mellem 1,3% og 3,75% af beløbet. Gebyrets størrelse vil i alle tilfælde fremgår af betalingsvinduet. Slutbetaling kan også betales ved bankoverførsel til Sydbank konto nummer 4629 0011137628.

Forbehold for prisændringer

Mountain Adventures kan kun forhøje den aftalte pris som følger af ændringer i transportomkostninger, lokale skatter, afgifter eller valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for det pågældende rejsearrangement. En prisforhøjelse skal varsles hurtigst muligt og senest 20 dage før afrejse og må ikke overstige 10% af rejsens markedsførte værdi. Overholdes disse betingelser ikke, kan du frit afbestille rejsen.

Specielt om flybilletter

Flyrejsen indgår som regel ikke i vores rejsearrangementet, og kun, hvor det specifikt fremgår af rejsens program og faktaboksen med ”Prisen inkluderer”, er flybilletter eller anden transport inkluderet i rejsens pris. Du er altså selv ansvarlig for flybilletter eller anden transport til/fra stedet, hvor turen begynder og slutter. Mountain Adventures er alene ansvarlig for den korrekte gennemførelse af rejsearrangementer købt hos Mountain Adventures, og kan ikke gøres ansvarlig for ydelser som flybilletter eller andet, der ikke er købt hos Mountain Adventures.

Afbestilling

Ved afbestilling af rejsearrangementer mere end 60 dage inden afrejsen refunderes rejsens pris, minus depositum. Hvis afbestillingen finder sted mellem 60 - 30 dage før afrejsen, opkræves 50 % af rejsens pris. Finder afbestillingen sted senere end 30 dage før afrejsen, er hele rejsens pris tabt. Hvis der er forhold på rejsemålet, eller i umiddelbar nærhed, indenfor et tidsrum af 14 dage før afrejsen er af en sådan karakter, at der vil være nærliggende fare for kundens liv eller førlighed, dvs. krigshandlinger, naturkatastrofer eller smitsomme sygdomme, refunderes rejsens samlede pris. Det vil dog være en betingelse, at det danske Udenrigsministerium direkte fraråder rejser til det pågældende område. Kunden har dog ikke denne afbestillingsret, såfremt kunden ved indgåelsen af aftalen var bekendt med den pågældende begivenhed, eller begivenheden var almindeligt kendt.

Afbestillingsforsikring

Forsikringsforhold er kundens eget ansvar. Når du bestiller rejsearrangementet, bør du overveje, om du vil tegne en afbestillingsforsikring mod akut sygdom, eller om du er dækket i forvejen. Afbestillingsforsikringen skal tegnes samtidig med bestilling af rejsen og betales samtidig med depositum. Forsikringspræmien kan ikke refunderes. Mountain Adventures samarbejder og optræder som formidler af rejseforsikringer fra Gouda Rejseforsikring.

Rejseforsikring

Det anbefales at tegne en rejseforsikring der som minimum dækker sygdom, ulykke, hjemtransport, tabt ferie, bagage og ansvar. Kunden er selv ansvarlig for at tegne nødvendige rejseforsikringer som dækker disse omkostninger. Mountain Adventures påtager sig intet ansvar som følge af manglende tegnede rejseforsikringer. Gouda Rejseforsikringer kan bestilles via www.mountain-adventures.dk.

Udeblivelse

Udebliver kunden fra rejsearrangementet eller dele heraf, godtgøres der intet herfor.

Væsentlige ændringer/aflysning før afrejsen

Er der væsentlige ændringerne i rejsearrangementet, kan kunden hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er indbetalt i henhold til aftalen, eller deltage i et andet rejsearrangement efter eget valg, såfremt Mountain Adventures uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette. Du skal umiddelbart efter at have modtaget besked om ændringen, meddele Mountain Adventures din beslutning. Hvis du vælger at deltage i et andet rejsearrangement til en højere pris, skal du betale prisforskellen. Har rejsearrangementet en lavere pris end den oprindeligt bestilte, refunderer Mountain Adventures prisforskellen.

Mangler og reklamation

Konstaterer du fejl eller mangler undervejs på turen, eller på rejsemålet, skal du først og fremmest kontakte den lokale rejseleder, eller den lokale agent/leverandør på destinationen, for at give disse mulighed for afhjælpning af fejlen eller manglen. Undlades dette, vil det normalt medføre, at du mister retten til senere erstatningskrav. Hvis dette ikke afhjælper problemet, skal du straks kontakte Mountain Adventures, så vi har mulighed for at afhjælpe.

Når Mountain Adventures tilbyder at afhjælpe manglen, og dette sker indenfor rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for dig, kan du ikke kræve afslag eller hæve aftalen. Sker afhjælpning ikke som nævnt ovenfor, kan du kræve et passende afslag i rejsens pris. Har manglen medført væsentlig ulempe for dig, kan der eventuelt tilkomme en godtgørelse, medmindre manglen skyldes forhold, der gør Mountain Adventures ansvarsfri i henhold til Lov om Pakkerejser. En skriftlig klage skal fremsendes senest 4 uger efter hjemkomst fra turen. Klager eller søgsmål, der ikke kan afgøres af Pakkerejseankenævnet, skal afgøres ved Sø- og Handelsretten efter dansk ret.

Pas og visa

Du har selv pligt til at undersøge visumreglerne for din rejse, og det er dit eget ansvar, at søge og fremskaffe, eventuelle nødvendige visa til rejsen. Dit pas skal være gyldig i mindst 6 måneder efter forventet hjemkomst. Bemærk, at der kan være særlige visa krav for udenlandske statsborgere. Vi gør opmærksom på, at ekspeditionstiden for visum til visse lande kan være flere uger. Mountain Adventures påtager sig intet ansvar for eventuelle manglende indrejsedokumenter. Vær opmærksom på eventuelle krav om transitvisum.

Vaccinationer

Det er kunden eget ansvar at søge oplysninger ved de respektive ambassader, Udenrigsministeriet og Seruminstituttets Udlandsvaccination, eller egen læge om sundhedsmæssige forhold på rejsemålet, herunder krav om vaccinationer, eller lignende betingelser, der skal være opfyldt for at rejsen kan gennemføres.

Rejsegarantifonden

Mountain Adventures er tilsluttet Rejsegarantifonden medlemsnummer 2529, som sikrer dig økonomisk ved køb af pakkerejser i tilfælde af konkurs.

Udvidet ansvarsforsikring

Mountain Adventures er dækket af Udvidet Ansvarsforsikring gennem Gouda Rejseforsikring.


1. marts 2015

Rejsegarantifonden
Gouda Rejseforsikring

Vores kunder

Følg os

 

×VIND ET REJSEGAVEKORT PÅ 2000KR

Vi trækker lod blandt alle, som tilmelder sig vores nyhedsbrev - lodtrækningen sker hver tredje måned.

*