Trekking i Høje Atlas og Mount Toubkal, 15 dage
Se billeder

Trekking i Høje Atlas og Mount Toubkal, 15 dage

Bjergbestigning med lokal guide

Bestig Mount Toubkal. Eksotisk trekkingferie i det Høje Atlas i Marokko. Sammen med jeres lokale guide, kok og muldyrsdriver vandrer I gennem stemningsfyldte berberlandsbyer, frodige dale, snævre kløfter og farvestrålende bjerge. I overnatter i gæstehuse og slår teltlejr under figentræerne. Undervejs bestiger I Mount Toubkal, der med sine 4.167 meter er det højeste bjerg i Nordafrika. Opstigningen til toppen er udfordrende, men kræver ingen klatreerfaring, og udsigten er bestemt anstrengelserne værd. Trekket er i sig selv en fantastisk naturoplevelse, og programmet er tilrettelagt, så der er plads til at få et indtryk af berberkulturen i Atlas bjergene. Trekkingturen kan gennemføres af alle, der lever et almindeligt aktivt liv. Der er også tid til at opleve Marrakech med ildslugere, slangetæmmere og farvestrålende markeder.

Højdepunkter på turen

  • Flot trek i Atlasbjergene
  • Bestig Mt Toubkal, Nordafrikas højeste bjerg
  • Overnat i små berberlandsbyer
  • Oplev det eksotiske Marrakech
  • Lokal bjergfører, muldyr og kok på hele trekket
aug
sep
okt
nov
dec
jan
feb
mar
apr
maj
jun
jul
Dag 1 Ankomst til Marrakech

Ankomst til Marrakech - Den Røde By. Afhentning i lufthavnen og transfer til hotel. Dagen er til fri disposition. Se på byens mange rigt dekorerede mausolæer og paladser. Besøg også torvet Djeema el Fna, hvor ildslugere, slangetæmmere, jonglører og musikere underholder.





Dag 2 Transfer til Tizi ‘n Tichka og start på trekket

Efter morgenmaden forlader I Marrakech og kører over det imponerende Tizi n’Tichka pas, der ligger i 2.260 meters højde. På passets højeste punkt får I en kort pause med mulighed for at nyde den flotte udsigt. Fremme ved udgangspunktet for trekket bliver I præsenteret for jeres eskorte, og når muldyrene er pakket, starter vandreturen. Turen i dag er ganske kort, og slutter i Afra, hvor lejren bliver rejst, mens kokken tilbereder en lækker middag. (M,F,A)





Vandretid Ca. 1 time
Dag 3 Afra fra Azgour

Efter morgenmaden forlader I Afra ad et muldyrspor gennem en åben dal omgivet af storslåede, farverige bjerge. Stien fortsætter ind i Zat dalen, der bliver mere og mere smal for til sidst at snævre ind til en kløft. I spiser frokost i nærheden af en kilde i skyggen af gamle valnøddetræer. Efter frokosten vandrer vi videre ad en sidekløft, hvor I enten kan gå ad muldyrsporet, eller - afhængig af vandstanden - vandre gennem slugten nedenfor stien. I når frem til landsbyen Azgour, hvor der slås lejr under gigantiske figentræer nær floden. (M,F,A)





Vandretid Ca. 6 timer
Dag 4 Azgour - Yagour plateauet

Turen fortsætter stejlt op gennem enebærskov til Yagour plateauet. Undervejs passerer vi landsbyen Ourzast. Lige bag landsbyen kan I se nogle 3500 år gamle helleristninger. Efter frokost går det videre op ad bakke og ned ad bakke igen. Vi slår lejr på Yagour plateauet, hvor man med lidt held og øvelse, også kan finde spor af helleristninger. (M,F,A)





Vandretid Ca. 6-7 timer
Dag 5 Yagour plateauet til Ourika Dalen

Fra Yagour plateauet går I mod vest. Langt nede i dalen, kan man se de lavere liggende berberlandsbyer og deres terrasseanlagte marker. I det fjerne kan man se omridset af det vældige Mt. Angout. Stien fører op til en bjergkam, hvor landskabet åbner sig ned mod den grønne dal Ourika. Vi spiser frokost i dalen og går opad igen ad Om Setti Fadma stien. Dagens vandring slutter tæt ved en af landsbyerne, hvor der slås lejr. (M,F,A)





Vandretid Ca. 6 timer
Dag 6 Ourika Dalen til Assaka Amenzal

I dag skal I ud på en lang vandretur. Efter omkring 4 timer, hvor det går både op og ned gennem en vild og spektakulær slugt når vi til landsbyen Amenzal. Her holder I pause, så I kan spise frokost og samle kræfter til den videre færd. Om eftermiddagen er der endnu knap 4 timers vandring, inden I ankommer til Tizi Amenzal. Nedenfor passet slår vi lejr i nærheden af en kilde. (M,F,A)





Vandretid Ca. 8 timer
Dag 7 Assaka Amenzal til Assif ‘n Tinzar

Efter en god nats søvn og en solid morgenmad går det videre opad. Ved Oumchichka passet bliver I belønnet med en panoramisk udsigt over de omkringliggende bjerge. Efter en kort pause fortsætter I ned til Azib Addouz på den østlige side af Toukbal massivet. Floden Tinzar holder området velforsynet med vand, og omgivelserne er smukt grønne. Sidst på dagen gør vi holdt lige under Ourrai passet. (M,F,A)





Vandretid Ca. 7 timer
Dag 8 Tinzar til Amsouzert

Dagens vandretur starter med den korte opstigning til Ourrai passet. Her får I et kort øjeblik til at nyde udsigten inden den lange nedstigning til dalen. Vejen fører forbi små landsbyer, hvor nysgerrige børn kommer løbende for at se på de fremmede vandrere. I landsbyen Amsouzert skal I overnatte i et typisk gæstehus. (M,F,A)





Vandretid Ca. 6 timer
Dag 9 Hviledag i Amsouzert

Denne dag er en velfortjent hviledag. Se jer omkring og nyd livet i den lille berberlandsby. Der er også mulighed for en skovtur. I tilbringer endnu en nat i gæstehuset. (M,F,A)





Dag 10 Amsouzert til Lac d’Infi

Fra Amsouzert forsætter I mod en af de smukkeste søer i Høje Atlas. Ruten fører gennem en beboet dal og landsbyen Imhilene. Midt på dagen når I frem til søen Ifni. Søen ligger på den sydlige side af bjerget, og trods den anselige højde, er det dejligt at tage en svømmetur i søen. Vandet er omkring 18º. Benyt lejligheden til at blive frisket op inden den anstrengende opstigning til Mt. Toubkal. Vi slår lejr i nærheden af søen. (M,F,A)





Vandretid Ca. 7 timer
Dag 11 Lac d’Ifni til Nelther Refuge

Godt akklimatiseret skal I nu kaste jer ud i trekkets mest krævende etape. Fra morgenstunden går vi ad stiens tilsyneladende endeløse slangebugtninger op mod Tizi ‘n Ouanoums. Herfra går det i zigzag nedad til Neltner hytten, hvor I skal overnatte i teltlejr. De modige kan afkøle sig under det nærliggende vandfald, men for en beskeden betaling kan man også få et varmt brusebad. Tidligt i seng, da morgendagens tur mod toppen starter tidligt. (M,F,A)





Vandretid Ca. 6 timer
Dag 12 Nelther Refuge til toppen af Toubkal

Allerede inden solopgang forlader I lejren for at begynde opstigningen til toppen af Mt. Toubkal. Stigningen er ikke i sig selv anstrengende, men der er nogle få stejle og glatte steder at forcere. I juli kan der stadig ligge noget gammelt sne, der kræver lidt ekstra opmærksomhed. Efter 2-3 timers vandring når I toppen. Udsigten opvejer rigeligt jeres slid med at komme op. På en dag med god sigtbarhed kan I både se Sahara og de snedækkede Atlas-toppe. Trætte, men glade og opfyldte går I ned igen. Til Neltner hytten, hvor I kan hvile ud ovenpå anstrengelserne. (M,F,A)





Vandretid Ca. 5 timer
Dag 13 Nelther refuge til Imlil og videre til Marrakech

Efter morgenmaden går I ad en bred sti ned til Imlil. Sporet fører gennem dalen Mizane og forbi helligdommen Sidi Chamarouch. Her kan I holde pause. Mange muslimer valfarter hertil, fordi stedet har ry for at have helbredende kræfter. Stien fortsætter ned til landsbyen Aroumd og videre ned til oasen Imlil. Her tager I afsked med jeres eskorte efter at have spist en sidste frokost sammen. Jeres chauffør venter jer og kører jer de 64 km tilbage til Marrakech. Her kan I sunde jer i en smuk riad og lade jeres oplevelser fra Atlasbjergene bundfælde sig. (M,F,A)





Vandretid Ca. 4 timer
Dag 14 Marrakech

Dagen er til fri disposition, og giver endnu en mulighed for at gå på opdagelse i det travle Marrakech. Tag en slentretur gennem markederne for at finde souvenirs. I kan også booke en guide til at vise jer byen. Overnatning i riad. (M)





Dag 15 Afrejse fra Marrakech

Så er det farvel til dette fascinerende og gæstfrie land. Transfer fra hotellet til lufthavnen.





Transport
Du har valgt:
Afrejse
Afgang
Ankomst
Rejsetid:
Hjemrejse
Afgang
Ankomst
Rejsetid:
Prisen inkluderer
  • Transfer fra lufthavnen til hotellet i Marrakech
  • 3 nats ophold i Marrakech på turistklasse hotel i delt dobbeltværelse, inkl. morgenmad
  • Transport fra hotellet i Marrakech til indgangen til Atlasbjergene
  • 12 dages/11 nætters trekkingtur som beskrevet i programmet med overnatning i guesthouses og telte
  • Alle måltider under trekkingturen
  • Lokal engelsktalende guide, kok og muldyrsdrivere
  • Muldyr til transport af bagagen
  • 10% rabat i bestemte udstyrsbutikker
  • 24 timers bemandet nødtelefon under hele rejsen
Ikke inkluderet
  • Afbestillings- og rejseforsikringer
  • Drikkepenge til guide, kok og muldyrsdrivere (cirka 500 kr per deltager)
  • Måltider i Marrakech
  • Administrationsgebyr (145,-)

 

VALGFRIE TILVALG

  • Flyrejse fra København til Marrakech t/r (direkte) inkl. bagage på flyet (kan vælges øverst på siden)
  • Leje af sovepose (arrangeres og betales lokalt)
  • Leje af isøkse og crampons (nødvendigt om vinteren - arrangeres og betales lokalt)
Generelt om rejsen

Dette er en individuel tur. Det vil sige, at det kun er jer, som er af sted på turen og I har jeres egen guide og kok. Hvis I fx ikke har noget imod at blive sat sammen med andre rejsende, så kan I give os besked om det og så vil vi sætte jer sammen med andre, hvis de har samme ønske.

På denne tur har I lokal guide og kok med på turen. Jeres guider taler engelsk og er eksperter i området og har taget turen mange gange før.

Turen kan arrangeres dagligt, hele året rundt.

Om vinteren (November-Marts) vil turen have nogle ændringer, da der er færre lysetimer og sne på toppen af Toubkal. Det kan dog stadig fint lade sig gøre at gennemføre bestigningen, og evt. behov for udstyr kan lejes lokalt.

Transport / flyrejse

Hvis I vælger flyrejse inkluderet i prisen øverst på denne side, så er flyrejsen inkluderet i prisen. Vælger I ”Uden transport”, så er flyrejsen ikke inkluderet.
Hvis I bestiller turen inkl. flyrejse, er depositummet højere, da flyrejser betales med det samme. I kan se flyrejsetidspunkterne på bookingformularen.

Alle rejser kan bestilles uden transport.

HVIS I SELV ARRANGERER TRANSPORTEN
Der er følgende muligheder, når I flyver fra Danmark til Marrakech

Der er direkte fly fra

  • København (kan vælges her på siden)
  • Hamborg

Flyver du fra andre danske lufthavne vil der være en mellemlanding på din rejse og varierende rejsetid.

Vigtigt: Hvis du selv arrangerer transporten bør du vente med at bestille flyrejsen, til vi har bekræftet din rejse.

ANKOMST
Når I ankommer til lufthavnen i Marrakech bliver I mødt i lufthavnen og køres til jeres hotel. I kan ankomme på alle tidspunkter i døgnet.

VIGTIGT OMKRING FLYREJSEN

  • I skal være opmærksom på, at vi bestiller ”automatisk seating”. Det betyder, at det er flyselskabet, som bestemmer, hvor I placeres i flyet. Det sker yderst sjældent, at folk der booker sammen, bliver placeret hver for sig, men vi kan ikke udelukke, at det kan forekomme - hvis fx flyet er næsten fuldbooket.
  • Vi sælger udelukkende flyrejser, hvor håndbagage og indtjekket bagage er inkluderet, men hvor meget bagage, der er inkluderet varierer. Det vil stå beskrevet på din flybillet.
  • Vi kan ikke garantere, at ”måltid på flyet” er inkluderet i prisen. Fx er der oftest ikke måltid inkluderet på Norwegian-flyvninger.
Mad og drikke

I Marrakech er morgenmad inkluderet, men du skal selv købe de øvrige måltider. På trekket er alle måltider inkluderet, og i guesthouses er der mulighed for at købe sodavand. Køkkenholdet sørger for te/kaffe.

Overnatninger

I Marrakech overnatter du på et såkaldt "riad" som er et hyggeligt turistklassehotel, hvor morgenmaden er inkluderet. På selve trekkingturen overnatter I på guesthouses og i telte. Guesthouses på trekket er helt basale, så I skal ikke forvente, noget der minder om et hotel.

Hvis I er på vintertrek er det vigtigt at bemærke, at hytterne på vejen ikke er opvarmede, hvilket stiller krav til jeres sovepose (se længere nede under "udstyr").

En dag på stien

En typisk trekkingdag begynder med morgenvækning mellem kl. 06.00 - 06.30. Når I er kommet i tøjet og har fået morgenmad, pakker I bagagen og begynder vandringen cirka kl. 08.00. Cirka kl. 12.00 holder I en god lang frokostpause, inden I fortsætter ud på eftermiddagens vandring. I er fremme ved overnatningsstedet hen på eftermiddagen.

Sværhedsgrad

Vandrebestigningen til Mount Toubkal er grad 3. I vandrer på gode stier, dog er selve bestigningsdagen en kategori 4, og det sidste stykke til toppen temmeligt stenet. Vandredagene er ikke specielt lange, og de fleste vil først mærke højden for alvor på topdagen.

Visum til Marokko

Danske statsborgere behøver ikke visum til Marokko.

Vaccinationer

Vi henviser til at tjekke www.ssi.dk i god tid, for opdaterede oplysninger om relevante vaccinationer.

Praktiske oplysninger og pakkeliste

Ved bestilling af turen, modtager du vores praktiske oplysninger og pakkeliste til vandrebestigningen af Mount Toubkal.

Bemærk at ved booking af turen fra November til April kan det være relevant at skulle bruge steigeisen (crampons) og isøkser.
Dette kan lejes af guiden lokalt.

Pris:
Steigeisen/crampons 20€ pr. par
Isøkse 15€ pr. stk

Sovepose
Det er også muligt at leje sovepose på turen. Det koster 20 euro for hele ugen. Hvis du er på vintertrek vil det være ideelt med en sovepose, som kan klare -20 grader og en sådan, vil det være nødvendigt at medbringe selv. Soveposerne I kan leje lokalt kan klare ned til minus syv grader, så det vil kræve, at man sover med varmt tøj i soveposen.

Udstyr og rabataftaler

Bag enhver storslået naturoplevelse, ligger kvalitetsudstyr og god planlægning til grund for friluftslivets muligheder, sikkerhed og komfort. Derfor samarbejder vi med Friluftsland, hvor vores kunder får 10% på grej i butikkerne, såvel som på webshoppen friluftsland.dk - Du modtager en rabatkode ved køb af rejse.

Rejseforsikring

Det anbefales at tegne en rejseforsikring der som minimum dækker sygdom, ulykke, hjemtransport, tabt ferie, bagage og ansvar. Kunden er selv ansvarlig for at tegne nødvendige rejseforsikringer som dækker disse omkostninger. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring. Bestil her.

Klima

Mount Toubkal kan bestiges året rundt, også om vinteren. I perioden november - april er det køligt i de lavereliggende regioner med dagstemperaturen på 10-15 grader. Temperaturen falder efterhånden som man kommer op i højden, og der er sne på toppen. Fra marts stiger temperaturen og fra maj til oktober er dagstemperaturen oppe på 20-25 grader, med over 30 grader i de lave områder henover højsommeren. Her ses DMI's klimadata for Marrakech

Se også disse rejser

Nyhedsbrev

VIND ET 3000,- REJSEGAVEKORT

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vind et rejsegavekort på 3000kr. Næste lodtrækning er 1. april.