DKK 7.590,00

Nepal - Everest Base Camp Trek, 17 dage

Everest Base Camp trekket til foden af verdens højeste bjerg Mount Everest, er uden tvivl en af ​​de mest berømte vandreture i verden. Det er også en af de flotteste og mest spektakulære trekkingture, som bringer jer gennem Sherpaernes Land til Everest Base Camp og udkigstoppen Kala Pathar i 5.645 m. I møder de livsglade sherpafolk i deres små bjerglandsbyer og besøger deres buddistiske klostre. I vandrer i Edmund Hillary og Tenzing Norgays fodspor op gennem Khumbu-dalen, forbi verdens flotte bjerge Ama Dablam og langs med Khumbu-gletcheren, gennem det barske højalpine landskab ind i hjertet af Himalaya. I overnatter på gode tehuse og turen er tilrettelagt, så der er god tid akklimatisering undervejs.

  • Oplev Kathmandu-dalen med storslåede templer, ligbrændinger og hellige mænd
  • Thamels intense stemming med masser af restauranter og shoppingmuligheder
  • Flyvetur til Lukla med udsigt til Nepals grønne forbjerge
  • Vandring gennem sherpaernes landsbyer.
  • Udsigt til et af verdens smukkeste bjerge, Ama Dablam 6.812 m.
  • Besøg det store buddhistiske kloster I Tengboche.
  • Besrtig Nagarjuna Peak, 5.020m.
  • Oplev bjergbestigerne i Everest Base Camp
  • Stå på toppen af Kala Pathar, 5.645 meter.
  • Ophold I Sherpafolkets hovedstad Namche Bazar
  • Privat engelsktalende guide og transport af bagagen
  • Ophold i tehuse med morgenmad
Overblik
Sværhedsgrad:
1
2
3
4
5
6
Afrejse i månederne:
okt
nov
dec
jan
feb
mar
apr
maj
jun
jul
aug
sep

Kunderne siger

Rejseplan Se alle dageLuk alle dage

Dag 1 Ankomst Kathmandu

Ved ankomsten til Kathmandu bliver I modtaget i lufthavnen af jeres guide og kørt til hotellet centralt i Kathmandu. Resten af dagen til fri disposition.

 
Dag 2 Bjergfly til Lukla, trek til Phakding

Guiden henter jer på hotellet tidligt om morgenen, hvorefter I kører til lufthavnen og flyver til Lukla. Ved ankomsten til Lukla, møder I jeres bærere og tager fat på vandreturen. Kort efter I har forladt Lukla, krydser I Tharo Kosi floden på en hængebro, og har pludselig udsigt til Kusum Kanguru, 6.367 m. Herfra går det lidt nedad, inden I krydser en højderyg markeret med flotte malede manisten. I ankommer til Phakding efter 3 timers vandring. 

 
Dag 3 Trek til Namche Bazar

Fra Phakding følger I Dudh Kosi på den vestlige side af floden. Der er mange små hyggelige landsbyer og skove af rododendron, magnolia og graner. Om foråret står rhododendronen i flor og blomsterne udgør et farvestrålende skue. I krydser Kyashar Khola floden og vandrer ud af dalen til Monjo, 2840 m. Kort efter Monjo kommer I ind i Sagarmatha National Park, som blev oprettet i 1976, for at beskytte området omkring Mount Everest. Ved Jorsala krydser I Dhud Kosi floden på en 120m lang hængebro, og så går det ellers opad de næste par timer. I stiger cirka 800 højdemeter op til Namche Bazar i 3.420m. Namche Bazar er den vigtigste handelsby i denne region og har mange butikker, hoteller og restauranter.

 
Dag 4 Hviledag i Namche Bazar med udflugt til everest View Point

Det er vigtigt at I bliver akklimatiseret til højden, inden I fortsætter op mod Base Camp, og den bedste måde at gøre det på, er at gå højt og sove lavt. Vi anbefaler at I laver en udflugt til Everest View Point som ligger nogle hundrede meter over Namche Bazar. I kan også gå op til helikopterlandingspladsen over byen, hvorfra den gamle karavanerute til Tibet begynder. Byens fine kloster ligger også på vejen og det bør også opleves. Eftermiddagen kan bruges på at opleve sherpaernes "hovedstad" med de mange udstyrsbutikker og hyggelige cafeer og restauranter.

 
Dag 5 Trek til Tengboche

Dagens rute fra Namche til Tengboche følger Khumbu-dalens vestlige skråning, højt over Dudh Kosi floden, og med en forrygende udsigt til Ama Dablam og glimtvis også Everest. Der er flere mindre bebyggelser undervejs og mange små religiøse monumenter, flot dekoreret med manisten og bedeflag. Sidst på formiddagen går det nedad gennem skoven til Phunki Thanga, 3.250 m hvor I krydser floden. Der er gode muligheder for at spise frokost på tehusene lige efter broen. Herfra klatrer stien stejlt op gennem skoven til Tengboche. Det er en hård stigning, men belønningen venter på toppen. Tengboche, 3.870 meter, anses for at være et af de smukkeste steder i verden. Fra klosteret er der fri udsigt til Ama Dablam, 6.812 m, Kwangde Ri. 6.187 m, Nuptse, 7.855m, Lhotse, 8.501 m og Everest, 8.850 m. I bør ikke snyde jer selv for at besøge sherpafolket vigtigste kloster. Hvis I er heldige, er der mulighed for at overvære en puja, hvor munkene sidder og messer. I overnatter i Tengboche. 

 
Dag 6 Trek til Dingboche

Fra Tengboche går det først nedad gennem rododendronskoven. Der er gode muligheder for at møde moskushjorte på denne strækning. Efter en halv times tid krydser I floden, og herfra går det jævnt op gennem Khumbu-dalen. Efter et par timer, bliver landskabet mere alpint og bevoksningen er nu kun buske og græs. Kort efter Shomare, 4.019 m drejer I væk fra hovedstien og følger Imja Khola floden østpå. Denne rute leder blandt andet op til Island Peak Base Camp. I stopper i landsbyen Dingboche, 4.410 meter. Det er en hyggelig sherpalandsby med gode lodges at overnatte i. 

 
Dag 7 Udflugt til Chhukhung og bestigning af Nagarjuna Peak

I bruger dagen til akklimatisering og en udflugt til landsbyen Chhukhung, 4.730 m. Det er den højeste sæterlandsby, inden man kommer helt op til Island Peak Base Camp. Der er ofte mange yakokser der går og græsser og landskabet er højalpint og barsk. Det er oplagt at spise frokost her, inden I vender tilbage til Dingboche. Der er også mulighed for at bestige Nagarjuna Peak, 5.020m.

 
Dag 8 Trek til Lobuche

Fra Dingboche går I mod vest og følger en flot sti højt over dalen, med udsigt over Pheriche-dalen og Cholatse, 6.335 m. Fra Dughla, 4.620 m. bringer en kort stejl stigning op gennem Khumbu- gletcherens moræne til et mindesmærke for bjergbestigere der er døde på Mount Everest. Herfra følger I den vestlige side af dalen til Lobuche, 4930m, som dels er en stor sommersæter for yakokser, dels et populært overnatningssted for trekkere. 

 
Dag 9 Trek til Gorak Shep og Everest Base Camp

På dagens trek vandrer I først langs morænen fra Khumbu-gletcheren. Senere kommer I op at gå på selve morænekanten, for til sidst at følge stien hen over gletcheren til Gorak Shep, 5.140 m. hvor I skal tilbringe natten. Man mærker tydeligt højden nu og mange synes det sidste stykke til lodgen er en hård tur, men det er en relativ kort tur og I er fremme midt på formiddagen. Efter en forfriskning forlader I Gorak Shep og følger den vestlige side af Khumbu-gletcheren. Den første del af turen går over nogle sandede egne, men I kommer hurtigt op at gå på selve morænen, hvorfra I har en fantastisk udsigt til det flotte koniske bjerg Pumori, 7.145 m, og næste dags mål, udsigtspunktet Kala Pathar, 5. 545 m. Den sidste del af vandringen ind til Base Camp foregår på selve gletcheren, som ikke er særlig aktiv på denne del. Stien snor sig gennem sjove is-formationer med sten på toppen, som skygger for solen. Man kan ikke rigtig se Everest fra Base Camp, men til gengæld tårner Isfaldet sig op over lejren. Selve Base Camp er en stor teltlejr placeret på isen, mellem en gigantisk bunke sten. Bjergbestigerne tilbringer mange dage i Base Camp for at hvile og akklimatisere, mens de forbereder sig på næste opstigning. Tiden i Base Camp er lang og kedelig, mange vil gerne snakke, og ofte bliver man budt på en kop kaffe i et af de store messetelte. I løbet af eftermiddagen vender I tilbage til lodgen i Gorak Shep. 

 
Dag 10 Udflugt til Kala Pathar og trek til Pheriche

I bliver vækket før solopgang, spiser en hurtig morgenmad, kl. 05.00 forlader I lodgen, og mens morgenen gryer, vandrer I op over de græsklædte skråninger mod toppen af Kala Pathar. Det er hårdt, og man hiver efter vejret i den kolde tynde luft. Det kræver mange pauser inden man når toppen af Kala Pathar i 5.545 m. Mens solen kaster sine første varme stråler på Pumori, 7.145 m som rejser sig foran én, kan man bare sidde og nyde udsigten til toppene på Mount Everest, 8.850 m og verdens 4. højeste bjerg Lhotse, 8.501 m. Der er frit udsyn til Everests stejle sydvest væg og Sydpasset, hvor bjergbestigerne har deres højeste lejr, hvorfra de laver deres topforsøg. Når de obligatoriske billeder er taget, går det igen nedad til Gorak Shep, og videre ad kendte stier forbi Lobuche og Dughla, inden I efter en lang dag når frem til Pheriche.

 
Dag 11 Trek til Phortse

Det går lystigt nedad på kendte stier, til I når Pangboche, 3.930 m. Her drejer I væk fra den slagne vej og følger en utrolig flot sti, der slynger sig langs bjergsiden højt over dalen. Der er frit udsyn til Ama Dablam og mange af de andre Himalaya kæmper. Stien leder jer op i en udstrakt dal og ind i Khumjung, 3.800 m. Landsbyen er beboet af sherpafolk, og huser blandt andet regionens største skole, og I det lille kloster er det muligt at se skalpen fra en Yeti! Ophold I Phortse, 3.800m.

Dag 12 Trek til Namche Bazar

En relativ let dag. Det går lystigt nedad og I mærker slet ikke højde længere. I kommer forbi Everest View Hotel, hvor det er oplagt at drikke en kop kaffe, inden I fortsætter ned til Namche Bazar. Her er der mulighed for at gøre nogle gode indkøb.

 
Dag 13 Trek til Lukla

I fortsætter nedad ad kendte stier til Lukla, hvor I ankommer i løbet af eftermiddag. Det kan anbefales at kigge forbi den lokale Starbucks Café. Det er ganske vist ikke en ægte Starbucks, men kaffen og kagerne er i top og der er wifi!

 
Dag 14 Fly til Kathmandu

Det er forhåbentlig klart i vejret om morgenen, så I kan komme af sted med flyet til Kathmandu, Det er næsten et kulturchok at komme tilbage til Kathmandus pulserende liv, efter de mange dage i bjergene. I bliver hentet i lufthavnen og kørt til hotellet. Resten af dagen til fri disposition.

 
Dag 15 Sightseeing Kathmandu

Efter morgenmaden bliver I hentet på jeres hotel og tager på sightseeing i Kathmandu dalen. I besøger det store hindutempel Pashupatinath. De største oplevelser er omkring templet som ligger ned til Bagmati floden, hvor hinduerne brænder deres døde på platformene langs floden. Der er også gode muligheder for at hilse på de farvestrålende sadhuer, hellige mænd som har viet deres liv til religionen. Herefter går turen til den store buddhistiske stupa Boudanath, samt det 2.500 år gamle Swayambunath tempel, der ligger på en bakketop højt hævet over byen. Om eftermiddagen går turen forbi Kathmandus gamle centrum, hvor nogle af byens fineste pagodetempler findes. 

 
Dag 16 Kathmandu

Dagen til fri disposition I Kathmandu. Det kan anbefales at leje cykler, eller tage en taxi ud og besøge de gamle kongebyer Patan og Bhaktapur. Ophold på hotel. 

Dag 17 Afrejse

Afhentning på hotellet og transport til lufthavnen for afrejse.

Prisen inkluderer

  • Alle overnatninger under trekket (hytter og guesthouses)
  • Turistklassehoteller i Kathmandu inkl. morgenmad
  • Transport til/fra lufthavnen
  • Flyrejse, Kathmandu-Lukla t/r på turistklasse, inkl. transfers.
  • Privat landtransport
  • Sigthseeing i Kathmandudalen
  • Guider og porters
  • TIMS (Trekkers Information Management System)
  • Adgang til nationalparker, trekkingtilladelser
  • Alle tempelbilletter i Kathmandu
  • Mad og drikke, hytter, god løn, forsikring, medicinsk udstyr, flybilletter, landtransport til trekkingpersonalet
  • Alle skatter og afgifter
Ikke inkluderet
  • Flyrejse Danmark - Nepal t/r.
  • Alle måltider på trekket (kan tilkøbes - se under praktisk info)
  • Frokost og aftensmåltider i Kathmandu
  • Visum (husk at medbringe kontanter og to pasfotos)
  • Drikkepenge
  • Administrationsgebyr kr. 145,-
  • Afbestillings- og rejseforsikring
DKK 7.590,00

Praktisk info

Om prisen

Prisen er baseret på, at man rejser minimum to deltagere sammen og overnatter i delt dobbeltværelse. Det er også muligt at rejse alene mod et tillæg.

Denne tur er en individuel tur, så I bliver ikke sat sammen med andre - med mindre I ønsker det.

Afrejsedatoer
Denne tur kan arrangeres med daglig afrejse i marts, april og maj, samt oktober og november.

Bemærk: Hvis du går ind på bookingformularen, udfylder den og og trykker videre til side 2, så kan du gemme dit tilbud, hvorefter det bliver send til dig som pdf. På den måde kan du fx sende det til dine medrejsende, så de også kan se prisen og hvad der er inkluderet. Når du har gemt et tilbud, kan du sidenhen genoptage bestillingen og du behøver ikke indtaste alle oplysninger igen.

 
Transport / Flyrejse

Flyrejsen fra Danmark til Kathmandu er ikke inkluderet i rejsens pris. I kan finde flybilletterne i en flybilletsøgemaskine så som momondo.dk eller t2t.dk. I er velkomne til at kontakte os, hvis I vil have hjælp til at finde den rette flyrejse.

Bemærk: Vi anbefaler, at I venter med at købe flyrejsen, indtil vi har bekræftet turen.

Links
Momondo
t2t.dk

Det lokale team

Trekkingturen ledes af en lokal engelsktalende sherpaguide, som har stor erfaring med trekking i Nepal. Til at hjælpe gruppens deltagere er der typisk 2-3 ekstra sherpaguider, som vandrer sammen med deltagerne (afhængig af antallet). I har bærere eller yakokser med til transport af bagagen. én bærer eller porter, bærer normalt bagagen for to deltagere, og når du har afleveret udstyrstasken om morgenen, er der ikke mulighed for at komme til den, før I kommer frem til overnatningsstedet. Bærere og yakokserne bliver hyret lokalt i området af vores lokale samarbejdspartner, som vi har arbejdet sammen med i mange år. Vores samarbejdspartner sørger også for, at bærere er ordentligt forsikret og har rimelige arbejdsvilkår.

Overnatning

I Kathmandu bor I på et godt turistklassehotel som ligger centralt i bydelen Thamel. På trekket overnatter I på tehuse, som de også kaldes i Nepal. Tehusene er gæstehuse, som er drevet og ejet af lokale sherpafamilier. Kvaliteten af tehusene varierer, og vi bestræber os på at få plads på de bedste, men du skal være forberedt på, at det er relativ primitive forhold. Tehusene har altid et hyggeligt fællesrum, som er opvarmet med en brændeovn. I overnatter oftest i dobbeltværelser, men på nogle tehuse kan der være flersengsværelser med 4-6 senge i hvert rum. Værelserne er ikke opvarmede. På nogle tehuse er det muligt at købe sig et bad, men husk at spørge om vandet er opvarmet ved solvarme, så vi kan være med til at beskytte den sårbare skovvækst.

Mad og drikke

I Kathmandu er der morgenmad inkluderet, men du skal selv købe de øvrige måltider. Måltider i løbet af trekket er ikke inkluderet i prisen, men du kan tilvælge "alle måltider i løbet af trekket", når du booker rejsen. Prisen for dette er 3.090kr i pr. person.

Hvis du tilvælger alle måltider på trekket
På trekket får du morgenmad, frokost og aftensmad med dertilhørende te og kaffe. Derudover får du varme drikke tre gange om dagen. Det er kotyme, at man spiser på det tehus, hvor I overnatter. Frokosten spises undervejs på trekket, når det passer ind. Det er god solid mad der serveres på tehusene og menukortene er stort set de samme på alle tehusene. Man kan købe frisk vand på flaske på alle tehusene, samt varm te, kaffe, cacao, øl og sodavand.

 
Sanitære forhold

Du skal ikke forvente specielt gode toilet- og badeforhold på tehusene i Everest området. På alle tehuse er der fælles pedal toiletter. Nogle steder er der håndvaske med rindende vand, hvor det er muligt at vaske hænder, men du skal ikke drikke vandet eller børste tænder i det. Det er mange steder muligt at købe sig et brusebad, eller et fad med varmt vand. Vandet er ofte opvarmet ved solvarme eller med gas. Hvis vandet er opvarmet med brænde, vil vi anbefale, at du venter til det næste tehus med at tage bad, så vi kan være med til at beskytte den sårbare skovvækst.

 
En dag på stien

En typisk trekkingdag mod Everest begynder med morgenvækning mellem kl. 06.00 - 06.30. Når I er kommet i tøjet og har fået morgenmad, pakker I bagagen i udstyrstaskerne og starter med af gå cirka kl. 08.00. Det er vigtigt at gå i sit eget tempo og holder de pauser, du har brug for. Midt på dagen holder I en god lang frokostpause, inden I fortsætter ud på eftermiddagens vandring. I er fremme ved overnatningsstedet hen på eftermiddagen, og når I har fået tildelt jeres værelser, er der god tid til at slappe af, opleve landsbyen, snakke med de lokale eller dine rejsefæller, eller læse lidt i en god bog. Aftensmaden serveres mellem kl. 18.00 - 19.00. De fleste vælger at gå tidligt til køjs.

Sværhedsgrad

Sværhedsgrad
Trekket til Everest Base Camp er grad 4. Læs mere om vores graderingssystem her.

Info om Nepal

Areal:  147.181 km2
Befolkningstal: ca. 26 mio.

Religiøse højtider/ festivaler
Nepal er primært et hinduistisk land, som også er stærkt præget af buddhisme. Derfor er der rigtig mange religiøse højtideligheder. Flere af de største højtideligheder ligger i trekkingsæsonerne og kan påvirke aktivitetsniveauet. Tag det afslappet, hvis tingene ikke lige går efter planen, det løser sig altid. Diwali er en stor hinduistisk lysfest, der også fejres af bl.a. buddhister. Festen skal symbolisere det godes sejr over det onde. Diwali fejrer også den hinduistiske gudinde Lakshmi, der står for velstand, rigdom og skønhed. Festdagene forskydes med månekalenderen fra år til år. I 2016 fejres Diwali den sidste uge i oktober.

Elektircitet
I kan oplade batterier på lodges og hoteller. Strømstyrken er 240 volt, men kan variere meget i bjergene. Det anbefales at medbringe en multiadaptor med flere muligheder. 
 

Telefon og internet
Landekode +977

Husk at slå automatiske opdateringer, data roaming o.lign. fra på din telefon/tablet, så du ikke får en overraskende stor regning, når du kommer hjem. Der er efterhånden WiFi på mange af tehusene i Everest området. Der er netværksdækning mange steder undervejs på trekkingturen, men det er dyrt at ringe hjem, så mange vælge at holde kontakten med familien via SMS, der vil dog være strækninger hvor der ikke kan opnåes forbindelse.

Sprog
Nepals officielle sprog er nepali, men derudover tales der en lang række af dialekter. I Khumbu og Everest regionen tales der primært Sherpa. Vores lokale guider taler udmærket engelsk, dog som regel med accent. På hoteller, tehuse og i forretninger tales der også udmærket engelsk. Det er ikke altid bærerne på trekkingturen taler særlig godt engelsk (og yakokser gør slet ikke!)

Påklædning
Generelt er påklædningen i Nepal meget afslappet, selv på de bedre hoteller, men det er vigtigt at klæde sig med respekt for religion og lokale skikke. Klæd jer derfor anstændigt og tænk over, hvornår I går i shorts, hvis I skal ind og besøge templer og klostre. Det er god skik at have dækket skuldre og knæ.

Tidsforskel
Nepal er 4 timer og 45 minutter foran Danmark og 3 timer og 45 minutter når vi har sommertid.

Fotografering
Der er utrolig mange motiver i Nepal, så sørg for at have god plads på hukommelseskort. Vis respekt for folk og spørg om lov inden I fotograferer mennesker.

 
 

 

VIGTIGT - før afrejse

Vaccinationer
Vi henviser til at tjekke Statens Serum Instituts hjemmeside: www.ssi.dk samt Danske Lægers Vaccinations Servide på www.sikkerrejse.dk i god tid inden afrejse for opdaterede oplysninger om relevante og evt. påkrævede vaccinationer. Som kunde hos Mountain Adventures får du 10% rabat på vaccinationer hos Danske Lægers Vaccinations Service, på relevante vaccinationer i forbindelse med en købt rejse. Undtaget fra rabatordningen er grundhonoraret, samt vaccination mod Japansk Hjernebetændelse. Husk at oplyse, at der er tale om en rygsæksrejse med trekking i land-/bjergområder.

Rejseforsikring
Det anbefales at tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker sygdom, ulykke, hjemtransport, tabt ferie, bagage og ansvar. Kunden er selv ansvarlig for at tegne nødvendige rejseforsikringer, som dækker disse omkostninger. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der desuden dækker bl.a. tandlægebehandling, fysioterapi, lægelig fejlbehandling, retshjælp i udlandet, hjemkaldelse, tilkaldelse og sygeledsagelse, forsinket fremmøde, mv. Bagagedækning kan tilkøbes. Gouda Rejseforsikring dækker under alle de aktiviteter, som Mountain Adventures inkluderer i rejseprogrammet. Rejseforsikring via husstandsforsikring eller kreditkort kan have klausuler, der gør, at der ikke er dækning på aktive rejser.

Valuta og prisniveau
Den lokale valuta hedder rupee (NPR). I Kathmandu er der mange hæveautomater, hvor I kan hæve penge, samt vekselboder, hvor der kan veksles kontante dollars og euro. Det er også muligt at veksle eller hæve rupee på kreditkort i Namche Bazar, men vi anbefaler at I hæver/veksler et passende beløb til trekkingturen  før I forlader Kathmandu. På de fleste tehuse tager de ikke mod anden valuta end rupee. Check www.valutakurser.dk for aktuelle kurser.

Drikkepenge
Der er tradition for at give drikkepenge i Nepal. På restauranter rundes der op med cirka 10% af regningen. Der er også tradition for at give drikkepenge til guider og bærere og I skal regne med cirka 60 US dollars i drikkepenge. Turlederen samler drikkepengene sammen i en kuvert for hele gruppen og fordeler drikkepengene mellem vores nepalesiske team.

Pas og Visum
Visum til Nepal kan arrangeres hjemmefra på den nepalesiske ambassade. Se http://nepalembassydanmark.com/about-nepal/services/visa/ Passet skal være gyldigt i 6 mdr. ud over opholdets varighed. Du kan også downloade og printe visumformularer på www.visumformular.dk og læse om ansøgningsproceduren.

Håndbagage på flyrejsen
Medbring de vigtigste ting som pas, penge, kreditkort, kamera og medicin i håndbagagen, så du er på forkant i tilfælde af at bagagen skulle blive forsinket. Skulle bagagen blive forsinket er det muligt at leje udstyr i Kathmandu. Tag dine vandrestøvler på på flyrejsen. Du kan læse om særlige regler for håndbagagen her: HÅNDBAGAGE

 
Klima

De bedste sæsoner for trekking i Everest området er forår og efteråret. Marts, april, maj og oktober, november er fantastiske tidspunkter at tage på trekking. Det er som regel klart vejr og flot solskin om formiddagen. I løbet af eftermiddagen dannes der ofte lidt skyer fra afdampningen af sneen i bjergene, og så klarer det tit op igen om aftenen. I bjergene varierer temperaturen meget afhængig af højden og tidspunktet på døgnet. Midt på dagen kan det sagtens være lunt i selv stor højde med op til 20 grader i 4.500 -5.000 meters højde. Når solen går ned falder temperaturen drastisk og det kan sagtens blive ned til minus 10°C om natten i samme højde.

 
Rejsegarantifonden

Vi er medlem af Rejsegarantifonden. Reg.nr. 2529

Har du spørgsmål?

Ring til eksperterne alle hverdage fra kl. 09 - 15.

Tlf. 71 99 02 89

Eller skriv til os på:

[email protected]

Video

Få tilbud

Fandt du ikke hvad du søgte? Vi giver gerne et uforpligtende tilbud på din næste aktive rejse.
Udfyld afrejse og hjemkomst for din ønskede ferie, så sender vi dig et uforpligtende tilbud på din rejse.

Se også disse rejser

17 dages trekkingtur med lokal engelsktalende guide til Annapurna Base Camp i Nepal. Vandreture...
Sværhedsgrad: 4
14 dages eventyrrejse i Nepal med store oplevelser i Kathmandu, trekking ved Annapurna, rafting og j...
Sværhedsgrad: 2-3
19 dages tehus trek rundt om Verdens 8. højeste bjerg Manaslu.Nepals flotte trekkingtur. Rund...
Sværhedsgrad: 4-5
Rejsegarantifonden
Gouda Rejseforsikring

Har du spørgsmål?

Ring til eksperterne

71 99 02 89

Klik for at skrive til os

Hverdage fra 09 - 15

Vores kunder

Følg os

 

×Vind et rejsegavekort på 2000kr

Vi trækker lod blandt alle, som tilmelder sig vores nyhedsbrev - lodtrækningen sker hver tredje måned.

*

Kontakt os ×

Du er meget velkommen til at ringe eller skrive til os.

Telefon: 71 99 02 89
Mail: [email protected]

Se åbningtider